Lidt om racen
Historie:
På trods af at Glennen (som racen kaldes i daglig tale) stadig den
dag i dag er forholdsvis ukendt, er den faktisk en af de ældste terrierracer. Helt
tilbage fra år 1575 kan der findes beskrivelser af en race, der med stor sikkerhed kan
siges at være Irish Glen of Imaal Terrieren.
Som navnet antyder stammer racen fra Irland.
|

Glen of Imaal en tåget middag 1995
Nærmere bestemt fra grevskabet Wicklow syd
for Dublin. I Wicklow ligger dalen Imaal og det er herfra Glennen har fået sit navn. Glen
betyder nemlig dal på Irlands oprindelige sprog gælisk.
Racen var meget lokal og i Imaal blev den brugt til at holde de små landbrug fri for
skadedyr. Men som alle andre terriers blev den også brugt til jagt. Irerne sendte deres
Glen i grævlingegrave. Den skulle så trække grævlingen ud uden at give en lyd fra sig.
Begyndte den at gø var det grund til diskvalifikation. Racen blev derfor kendt som den
"stille arbejder".
Racen blev anerkendt af den irske kennel klub i 1934.
Men først i 1975 kom den internationale anerkendelse da FCI udsendte den
første racestandard.
I 1985 kom den første glen til Danmark (CH Glenheights Teaser), således vi i dag kan
tælle ca. 225 eksemplarer her i landet.
|
Udseende:
Kort fortalt kan en Glen karakteriseres som "en stor hund på
små ben". I følge FCI standarden må den højst måle 35,5 cm over skulderen.
Altså ikke nogen stor hund. Men vægten overrasker nok mange. Racen vejer ca. 16-18 kg! Den
har kraftige knogler og, hvis den bliver motioneret ordentligt, en masse muskler.
Et karakteristisk kendetegn hos glennen er dens krogede forben. Mange tror det er en fejl,
men det er det bestemt ikke. Glennen brugte disse krogede forben når den gik i graven
efter grævlingen.
Racen findes i to farvevarianter: Blå/brindle og hvedefarvet. Men disse to farver kan så
til gengæld også spænde vidt. Lige fra lys grå til rigtig mørkeblå og fra lys beige
til rigtig rød.
Karakter:
En glen er en terrier, ingen tvivl om det. Men den ejer ikke det
typiske "terriertemperament".
Her til er glennen simpelthen for rolig. Selvfølgelig har den temperament når det er
påkrævet, men den vil egentlig hellere ligge i sit sofahjørne og tage en lille lur.
Racen skal som alle andre racer have en konsekvent opdragelse. Allerede som hvalp må den
lære, hvor grænserne går.
Glennen er intelligent på sin helt specielle måde. Den vil forsøge at snøre dig og se
om den ikke kan få lov at bestemme. Her er det så man må være konsekvent uanset, hvor
sød hvalpen ellers ser ud.
|

CH McCormac a stoir, 12 uger,
Multich Ginger's /D Cormac &
CH Bilbo's Geraldine.
Racen har udover sit rolige væsen en anden stor fordel. Før i tiden skulle
den som tidligere nævnt trække en grævling op af jorden uden en lyd. Dette
gør i dag, at glennen stadig ikke er en "gøende" race. Hvis din glen først gør, ja så kan du godt være rimelig sikker på at
her er noget galt, som ikke kan klares uden din opmærksomhed. |
Pelspleje:
En Irish Glen of Imaal Terrier skal trimmes. Ofte siger man
ca.
to gange årligt. Men det er vel og mærke når hunden er voksen. Som unghund skal den
trimmes oftere således den "rigtige" nemme pels får plads til at vokse frem.
Men når først man har overstået dette stadie kræver glennen ikke meget pelspleje. En
til to gange om ugen skal den redes med en fin kam. Og som sagt trimmes
ca. to gange
årligt hos en uddannet trimmer.
Hvis du har yderligere spørgsmål omkring racen så kontakt mig
endelig:

Kennel McCormac ~ Christina
Rune
~ Kirsebærlunden 3 ~ DK-5210 Odense NV
Tlf.: (+45) 2927 0024
Revised
11-06-12 15:05:15
© 1998-2012
Christina Rune
|